En 2-årig er godt i gang med selvstændighedsalderen. Dit barn har indtil nu set sig om del af sin mor, men begynder nu i højere grad at finde ud af, at han eller hun er sin egen person – og med egen vilje.

Din ellers så søde tumling kaster sig måske ned på gulvet i supermarkedet, og kan finde på at slå ud efter dig, når du fortæller at det er  tid til tandbørstning eller sengetid. Ingen tvivl om at det er en hård tid for både forældre og barn.

Her har vi samlet tre råd til at gøre selvstændighedsalderen nemmere for både forældre og tumling

Råd nr. 1

Bevar kontrollen

Livet med børn medfører situationer, hvor du ikke ved hvad du skal stille op. Hvis du føler at du er ved at miste kontrollen, er det en god ide at gå lidt væk fra situationen. Gå ud i køkkenet og lav en kop te, eller noget andet. Fortæl dit barn at du kommer igen om lidt. Det kan hjælpe både dig og din lille hidsigprop ud af en ond cirkel.

Det er en langt bedre løsning end at begynde at råbe, der signalerer at du som voksen ikke har kontrol over situationen, og ikke kan rumme dine egne, eller dit barns følelser og udbrud. Det resulterer i et utrygt barn, der måske vil reagere endnu kraftigere.

Når du kommer tilbage, så husk at være tilgivende og forstående – dit barn er ved at lære sine egne følelser at kende, og har måske brug for en trøster og et ekstra kram.

Læs også:   Forældre med udfordringer

Råd nr. 2

Beslut på forhånd hvad der er til forhandling

Hvis børn får lov at bestemme det hele bliver de hurtigt til nogen små tyranner, der styrer hele huset. Hvis dit barn nægter at tage den lyserøde trøje på, og skriger efter den blå, er det i nogen situationer fristende at give efter. Det risikerer dog at give bagslag, så din tumling får det indtryk at han eller hun har kontrollen. Tag konflikten, og vis dit barn at du anerkender hans følelser, men at du bestemmer.

Beslut dig på forhånd for hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er. For eksempel er det ikke til forhandling, at dit barn skal have hue på, men han må selv vælge hvilken hue det skal være.

Råd nr. 3

Ansvar og anerkendelse er vejen frem

Det lille menneske vil elske at føle sig som en del af familien, og tager sine ”opgaver” meget seriøst. Det er med til at udvikle dit barns selvstændighed, og du vil automatisk få en mere tilfreds tumling. Husk også at anerkende dit barn når han eller hun gør noget godt.Lad dit barn bære en vare på vej hjem, eller holde skraldeposen på vej ud. Det kan også være at give ham en klud, og lade ham tørre bordet af. Udvælg små opgaver som dit barn kan mestre. På den måde får du en stolt tumling, og samtidig mere hjælp i hjemmet!